Hej min soulsis,

Det er morgen her i Valencia by, hvor jeg holder påske med mine små og store elsklinger...

Men før vi skal ud i byen, måtte jeg bare lige skrive dig en hilsen.

Du aner ikke hvor højt jeg skatter at du læser mine breve - bare at vide at du sidder i Danmark eller Norge lige nu og læser med, er bare så smukt.

Idag har jeg bare lyst at dele mine tanker om kraften i de gamle påskebudskaber, for os der er på en spirituel rejse. Der er en transformerende kraft i dem, som vi kan finde styrke og trøst i. Om vi forstår dem symbolsk eller bogstaveligt.

Da jeg var barn, hørte jeg både de jødiske og kristne påskefortællinger omkring morgenbordet. Min morfar var jøde, og det har altid skabt et særligt bånd til den jødiske historie. Så i påsken hørte jeg om Udvandringen fra Egypten, som jøderne fejrer.

De frigjorde sig fra slaveriet under Faraoen, og rejste i tillid til at et andet liv ventede dem. Det røde hav delte sig foran dem i sidste øjeblik, og så kom den lange rejse gennem ørkenen, hvor de blev ledet af en ildsøjle om natten og en røgsøjle om dagen. De oplevede tvivl og modstand. Og vejen blev længere end den behøvede...

Lige så stærk fortællingen var som barn, begynder jeg at forstå at det lige så meget er en fortælling, om den personlige helterejse vi går igennem når vi oplever en personlig opvågning.

Vi har også frygtvæsner der holder os fangne, som vi må tage kraften tilbage fra.

Vi har en vej foran os, der banes igennem det umulige af og til, men ved tillid og hengivenhed til vores sjælslys, finder vi vej igennem alt sammen.

Det forjættede land venter os - som i fortællingen - et land hvor vi er helt hjemme i os selv.

Hver gang det var påskemorgen, sang vi en gammel salme: "Påske morgen, slukker sorgen, slukker sorgen for evig tid". Jeg husker hvordan det altid gøs igennem min barnekrop af højtid og glæde. Og hvordan jeg tog fortællingen om Jesu død og genopstandelse til mig.

Og mens jeg dengang tog det meget bogstaveligt, oplever jeg idag en dybere betagelse af den spirituelle sandhed der ligger i den kristne påskehistorie. Den handler for mig om noget andet end dogmerne.

Jeg ser den som en kraftfuld arketypisk fortælling om, at du og jeg har en enorm genopstandelseskraft i os. At når vi lever i bevidsthed og kærlighed, og tillader det at dø, der ikke længere tjener os - så er der håb om et nyt liv, og genopstandelse af Selvet - i en ny og uforgængelig form.

Med disse tanker vil jeg bare ønske dig den dejligste påsketid, min smukke ven.

Vid at du er i mit hjerte. Og at uanset hvor du er i din personlige fortælling - så er du lige hvor du skal være, og du har al den kraft og støtte i og omkring dig, som du behøver. 

Valencia kalder nu, kys på næsen og knus fra 

P.S. Fik du set ugens blog? Sammenligningsgiften - right here

P.P.S. Vil du med til Retreat i Strandhuset i september? Jeg har få pladser tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

-

 

 

-