Kære søster,

Der er en fortælling jeg i flere uger har haft svirrende omkring mig: Mine røde sko, mine røde sko, hviskede den...

Først kunne jeg ikke helt forstå hvorfor. Hvordan passer mine røde sko ind her? Og hvad har det med dig at gøre? 

Nu ved jeg det. De er et symbol. På noget som er vigtigt at minde os selv om. Når vi er i en opvågning og vil mange af os indse, at vi i uskyld har forladt os selv...af frygt for afvisning, længsel efter kærlighed - eller tryghed. Det kan være smertefuldt at erkende. Sorgfuldt. 

Men.

Når smerten har lagt sig, vil vi også kunne se, at der altid har været et sted inden i os. Måske lillebitte. Men alligevel: Et sted der ikke kunne betvinges af frygt eller skam. Et sted der altid har været levende i os - om end kun i vores drømme. Men som har ventet på os. Har hvisket og kaldt på os. Og ikke har givet op. Det er der trøst i at erindre. Styrke. Håb. 

Så når du læser om mine røde sko, må du gerne stoppe et øjeblik.

Lyt efter: Hvad har altid være mine "røde sko"? Hvad har, i al hemmelighed måske, mindet mig om min sjæl, min forbundethed med mit dybere selv? Glæd dig over det. Over livskraftten i dit indre. Som du måske allerede er i dyb kontakt med igen - eller på vej til at leve helhjertet fra...(Og del gerne din oplevelse med mig på bloggen - jeg svarer altid).

Hvert menneske har en livskraftig sjæl, og når lagene af frygt gennemtrænges og falder, lag for lag - kommer vi igen i forbindelse med vores iboende livskraft.

Den har altid ventet på os. Og det er aldrig for sent.

TAK for dig - der træder DIN vej - ved siden af mig,

I kærlighed 

P.S. Jeg venter på den syvende Doula - jeg ved hun er omkring derude et sted, og kommer ned til mig 23.-25. februar - til en magisk oplevelse og indvielse som kvindecirkel leder - på den måde der lige præcis passer til hendes sjæls kald. Er du hende? Så skriv til mig...

-